Formål:
At sikre en tydelig og åben kommunikation, der kan være fundament for det gode og gensidigt respektfulde samarbejde. Alle parter omkring Vesterlandsskolen, har et medansvar for den gode kommunikation; lærere, ledelse, elever og forældre.
Praktisk:
Den daglige kommunikation foregår via AULA. I AULA kan man finde en beskedfunktion, en opslagstavle med vigtige informationer og en kalender. Det er også her, man kan indmelde sygdom og fravær. Derudover giver AULA også adgang til MinUddannelse, hvor man finder ugenoter, opgaver og oplysninger om faglige forløb – opgaver, temaer mv.
Derfor forventer vi, at alle parter løbende følger med på AULA.
AULA fungerer beskedsystem mellem skole og hjem. Det betyder i praksis, at vi her sender korte beskeder til hinanden. Vi beder forældre om at sætte begge klasselærere på i beskeder, så vi fælles sikrer os, at teamet er godt informeret om hændelser i barnets liv. Medarbejder vil svare på henvendelser så hurtigt som muligt. Hvis man som forældre ikke har hørt fra medarbejderen indenfor 3 arbejdsdage, kan man kontakte skolen på hovednummeret 5588 8000 eller skrive til funktionspostkassen vesterlandsskolen@naestved.dk.
Her er man naturligvis også altid velkommen til at kontakte skolen.
Bekymringer, frustrationer m.m. skal drøftes telefonisk eller ved et møde. Man er som forælder altid velkommen til at skrive til en lærer og bede om en telefonsamtale. Skriv blot en besked til læreren med oplysninger om dit telefonnummer og i hvilket tidsrum i dagtimerne (mellem kl. 8.00-16:00) der kan passe dig at blive ringet op, samt korte stikord på hvad henvendelsen drejer sig om.
Udover den daglige kommunikation i AULA kommunikeres der naturligvis også via skole-hjem-samtaler og forældremøder. Det kan du læse mere om i ’Princip for skole-hjem-samarbejde’
Principper:
- Anerkend hinandens ekspertise. Læreren er ekspert i barnet som elev (og barnet i klassesammenhæng) - forældrene er ekspert i barnet som barn.
- Bliv på din egen banehalvdel. Tag udgangspunkt i din egen oplevelse af en situation og husk at andre kan have en anden oplevelse.
- Tal pænt til og om hinanden.Hold en god og respektfuld ”tone”, når I taler om hinanden og til hinanden – også når det er på skrift.
- Være loyale. Lad ikke børnene være budbringere af dårlig stemning eller halve historier, men vær loyale overfor hinanden, lærere og forældre i mellem.
- Start i det små. Er der problemer så gå til personen og drøft uoverensstemmelsen – drøft ikke problemet med hele forældregruppen eller på sociale medier.
- Husk de fælles spilleregler. Udvis solidaritet overfor hinanden og efterlev de aftaler som er taget i fællesskab, fx på forældremøder. Husk jævnligt at tage aftaler (om fællesfødselsdage, legegrupper eller alkoholpolitik) op til evaluering og tilpasning.
- Er du i tvivl, så spørg. Konkluder eller døm ikke, men spørg fremadrettet og konstruktivt.
- Udvis gensidig respekt. Hav en anerkendende tilgang til hinanden – både når tingene går godt og mindre godt.
Skolebestyrelsen har vedtaget ovenstående princip med afsæt i skolens ’Mål og værdier’ ordensregler og ’Styrelsesvedtægten for Næstved Kommune’.