På Vesterlandsskolen arbejder vi med at børnene bliver selvhjulpne. Det giver selvtillid og er praktisk, når man kan klare mange ting selv eller sammen med andre børn.
Gode praktiske råd der bidrager til barnets vellykkede skoledag
- Søvn er meget vigtigt for dit barns evne til indlæring – barnet bør møde veludhvilet i skole.
- Sund og nærende kost har stor betydning såvel for kroppens som hjernens udvikling.
- Dit barn har spist morgenmad hjemmefra og har en god madpakke med der kan række hele dagen.
- Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn får frisk luft og motion. Hjælp dit barn til at finde glæde ved lege og bevæge sig i det fri, og støt det i sunde fritidsinteresser som ikke kræver en skærm.
- Følg med i ugeplaner og på Aula, på den måde er du og dit barn forberedt på dagen program.
- Hjælp dit barn med at holde orden i tasken og have styr på bøger, idrætstøj og skiftetøj til årstiden/vejret. På skolen er børnene meget ude, og leger også når det regner og er koldt.
Sociale kompetencer giver trivsel og grobund for gode venskaber
- Træn dit barn i at kunne vente på tur, lytte til andre, blive enige med andre, dele med andre.
- Hjælp dit barn til at kunne deltage aktivt, lytte til beskeder og vise respekt for andre.
- Træn dit barn i at kunne blive i en aktivitet i længere tid - at gøre en opgave færdig.
- Lær dit barn at respektere og passe på andres og skolens ting og bygninger.
- Tal med dit barn og vis med dine egne ord og handlinger, at det aldrig er ok at slå og gøre andre ked af det.